|
Den frie bevægelighed for EU-borgere og arbejdstagere inden for Den Europæiske Union er en af hjørnestenene i den europæiske integration, og er en ret som er sikret i EU’s traktater.
I et frit og integreret Europa er der ikke plads til at sondre mellem første- og andenrangsborgere. Alligevel er der nogle medlemsstater og interessegrupper, der lige nu forsøger at skrue tiden tilbage og begrænse borgernes ret til at arbejde, hvor de måtte ønske det inden for EU.
Selv om synspunktet kun måtte deles af et mindretal, ser vi på udviklingen med stigende bekymring. Forsøget på at begrænse arbejdskraftens frie bevægelighed som en grundlæggende rettighed skader Europas interesse og modvirker en dynamisk økonomisk udvikling.
Kravene om at begrænse denne frihed bliver aktuelt fremført i forbindelse med den politiske debat op til Europa- Parlamentsvalget, men disse krav fremmer ikke den saglige debat.
Et samlet europæisk arbejdsmarked – et uden grænser – er en forudsætning for et velfungerende indre marked og euroens stabilitet. Det øger den fremtidige vækst og styrker muligheden for at balancere udbud og efterspørgsel i Europa.
En aktiv støtte af arbejdskraftens frie bevægelighed har derfor mange fordele. Udover at fremme den økonomiske vækst i EU, så bidrager den frie bevægelighed til at udligne de økonomiske forskelle mellem medlemslandene og mindske de negative effekter af den demografiske udvikling.
Den frie bevægelighed fører ikke i nævneværdigt omfang til velfærdsturisme, men derimod til en bedre fordeling af EU’s knappe humankapital.
Og ved at øge væksten og konkurrenceevnen kan den frie bevægelighed gavne alle europæiske lande.
Forhindringer som skal håndteres
Det er ikke en løsning at stille urene tilbage. I stedet bør man tackle de tilbageværende problemer, som hindrer det fri og integrerede arbejdsmarked i Europa.
Først når det mål er nået, vil grundideen med Den Europæiske Union – til stadighed at forbedre levevilkårene for alle EU’s borgere – kunne virkeliggøres.
For at opfylde dette mål må vi tage en række konkrete skridt:
1. Fremme koordination af skatte- og sociallovgivning såvel som af pensioner.
2. Oprette en effektiv arbejdsformidling på tværs af de europæiske lande.
3. Give klare og gennemskuelige regler for, hvilke rettigheder vandrende arbejdstagere har.
4. Understøtte mobiliteten over grænserne i form af sprogkurser og hjælp ved flytning. Mobiliteten kan også fremmes vha. udvekslingsprogrammer for studerende og erhvervsaktive.
5. Definere generelle europæiske standarder, som sikrer anerkendelse af uddannelses- og beskæftigelseskvalifikationer på tværs af landegrænser.
6. Åbne for kvalificeret arbejdskraft fra andre EU-lande i den offentlige forvaltning.
7. Øge informationen til EU-borgere om de individuelle og samfundsmæssige fordele en fri bevægelighed for arbejdskraft medfører.
Derfor opfordrer vi til enighed om et EU-Charter om mobilitet over landegrænserne. For at fremme denne agenda vil vi støtte en fælles europæisk komite bestående af politikere og repræsentanter fra erhvervsliv og forskning under mottoet ”Arbejde uden grænser”.
For at styrke den europæiske ide er det nødvendigt i fællesskab at overvinde forhindringerne fremfor at sætte nye barrierer op.
Indlægget er skrevet sammen med førende europæiske arbejdsmarkedsøkonomer:
Tito Boeri, Bocconi University, Italien,
Pierre Cahuc, CREST-ENSAE,
Frankrig, Werner Eichhorst, IZA,
Tyskland, Juan F. Jimeno, Bank
of Spain, Spanien, Pawel Kaczmarczyk,
Warsaw University,
Polen, Martin Kahanec, Central
European University, Ungarn, Jo
Ritzen, Maastricht University,
Holland, Monica Roman, Bucharest
University of Economic
Studies, Rumænien, Nina Smith,
Aarhus Universitet, Danmark,
og Alan Winters, University of
Sussex, Storbritannien.
|
